Historien om Merrild

Møller Merrild var en kaffeglad mand, men han var ikke tilfreds med de kaffeprodukter, der fandtes på markedet. Sammen med sin hustru, Vera Merrild, købte han i 1956 en købmandsbutik, hvor deres fælles drøm om at skabe noget særligt begyndte at tage form. I 1960 blev den første kafferister installeret i kælderen under købmandsbutikken – og det blev startskuddet på historien om Merrild Kaffe. Med egen kafferister i kælderen blev der eksperimenteret med både ristning og blandinger, indtil resultatet var den samme gode smag hver gang – også selvom kaffebønnernes kvalitet kunne variere fra høst til høst. En af disse blandinger er Merrild 103, som stadig kan købes i dag. Og den dag i dag finder du stadig de originale blendkoder på alle Merrild-produkter.

 

1960’erne

I 1964 åbnede den første Merrild-kaffebutik, Merrilds Kaffelager. Det blev den første af mange og markerede starten på virksomheden Merrild – en virksomhed Møller Merrild  grundlagde sammen med sin hustru Vera Merrild.  

Købmandsparret Merrild ønskede at dele deres velsmagende kaffe med så mange som muligt. For at lokke kunder ind i butikken fandt de på at sprede duften af friskristet kaffe med en vifte placeret ved siden af kafferisteren. Den fristende kaffeduft blev blæst helt ud på gaden, hvor den vakte lysten til god kaffe og trak folk ind i butikken.

Med sans for både kaffe og købmandskab gik udviklingen hurtigt. Snart var der åbnet omkring 20 kaffeforretninger på Fyn og i Jylland, og egne lastbiler begyndte at levere kaffe til mere end 400 bagerier og over 1.000 købmænd.

 

1970’erne

Merrild var drevet af både passion for kaffe og stærkt købmandskab. Da supermarkederne for alvor vandt frem i begyndelsen af 1970’erne, tilpassede virksomheden sig udviklingen og begyndte også at sælge kaffen gennem detailhandlen. På den måde gik Merrild fra at være en lokal købmandskaffe til at blive et landskendt kaffemærke, der bragte smagen af god kaffe ud til hele Danmark.

I samme periode introducerede Merrild en ny form for kaffeemballage på det danske marked: den vakuumpakkede ståpose, som vi i dag kender fra supermarkederne. Den erstattede den hidtil brugte fladpose – også kaldet ”strømpeposen”.

 

 

1980’erne

Under sloganet Merrild – sætter smag på hele din dag begyndte Merrild også at slå sit navn fast på landsdækkende TV; Danmarks første TV-reklame kunne ses den 1. oktober 1987 på TV2 Syd. Reklamen med det røde postbud blev startskuddet på en lang række kampagner for Merrild. Altid med den gode smag og kaffeøjeblikket i fokus.

 

1990’erne

Nye produkter blev ved med at komme til. Blandt de mest kendte er Merrild Koffeinlet og Merrild Økologisk.

Det er også årtiet, hvor Merrild kigger ud over Danmarks grænser og får gang i eksporten til de baltiske lande. Samtidig sælges der også Merrild kaffe i Island og på Færøerne – og i Grønland, hvor man har sit helt eget mærke; Araba kaffe.

 

2000’erne

I 2013 introducerede Merrild flere nye kaffevarianter og inden for 2 nye produktkategorier: Instant og Hele Bønner. Med Merrild Instant kunne forbrugeren opleve den kendte Merrild-kvalitet – brygget på et øjeblik. Og med de nye Merrild Single Origin helbønner kunne forbrugerne få nøje udvalgte og velsmagende kaffeoplevelser fra hele verden.

 

I dag …

Merrild er i dag ejet af det italienske kaffehus Luigi Lavazza SpA, som er en af verdens førende kaffeproducenter, og som, ligesom Merrild, har en stolt historie og stærk passion for at skabe kaffe af høj kvalitet. Samarbejdet med Lavazza trådte i kraft pr. 1. oktober 2015 for detailforretningen. Merrild har domicil i Fredericia – tæt på rødderne i Kolding hvor Møller Merrild ristede sine første bønner i sin købmandskælder for mere end 5 årtier siden.

Hos Merrild er den gode smag og kaffeglæden fortsat essensen. Vi rister og sammensætter vores kaffe med omhu for at skabe den bedste smagsoplevelse til danskernes kaffeøjeblikke.